Billede1

Jeg er vokset op i et arkitekt- og kunstnerhjem med en hverdag, hvor fantasi og eksperimenterende kreative udfoldelser havde en stor plads.

Efter et par universitetsuddannelser i henholdsvis psykologi og dansk - (sprog, litteratur, kommunikation) - efterfulgt af nogle terapeutiske uddannelser og diverse lederkurser, tog jeg for alvor fat på maleriet igen. Jeg uddannede mig hos forskellige dygtige og anerkendte kunstnere samt fulgte adskillige kurser på Kunstakademiet i Århus og København.

Hele mit liv har jeg været optaget af, hvordan vi som mennesker udvikler og forandrer os. Hvilke muligheder vi har, og hvilke vi griber.

Kunst har altid spillet en vigtig rolle - både når jeg har mulighed for at integrere den i mit arbejde med coaching og kurser, og når jeg selv arbejder som udøvende kunstner.

Kunst kan skabe et frirum for nytænkning. Kunsten har en vigtig funktion ved at kunne vende tingene på hovedet, så vi ser, hvad vi ikke før var i stand til at se, og den sætter spørgsmålstegn ved det, vi tror vi ved. Samtidig kan kunsten motivere og skabe oplevelser. Vi kan begejstres, provokeres og ofte få mulighed for dybere refleksion. Med fordel kan kunst og kreative processer kobles sammen med udviklings- og forandringsprocesser.

Birgit Bay 02 400

Mastermeeting  175 x 180

 

Kreativ tænkning og udfoldelse har altid været livsnerven både i mit arbejdsliv og som privat person.

Farver og former fylder mit liv. De arbejder ordløst i sind og krop uden styring af mentale eller intellektuelle påvirkninger. Farverne har i mange år haft størst plads og udtrykt et stærkt og bredt følelsesregister igennem de blide og sarte til de voldsomme stærke farver. Formerne er på det sidste ved at indtage mere og mere plads. Det betyder at mine billeder spænder bredt. Fra det abstrakte over i det mere figurative.   

Når jeg maler tager følelserne over. Min inspiration er en kombination af indre følelsesmæssige og ydre sansemæssige indtryk. Min maleproces er ordløs – en følelse af at være i et med universet – det er i den ægte flowtilstand at billederne bliver skabt.

Jeg maler fordi det er en del af mig - en nødvendighed. Billederne må tale for sig selv.

Birgit Bay 01 400

Ladder to heaven    100 x 100           

 

Birgit Bay 03 400

No dialog   100 x 100

 

Jeg har gennem årene udstillet i gallerier, virksomheder, haft solo udstillinger bl.a. i forskellige kunstforeninger samt deltaget i adskillige censurerede udstillinger.

Jeg har været med i kunstbogen ”101 kunstnere” redigeret af Tom Jørgensen i 2014.

Jeg håber du gennem mine billeder vil opleve inspiration, glæde og indfaldsvinkler til fordybelse og refleksion. 

Du kan se et udvalg af mine billeder på www.birgitbay.dk

 

Birgit Bay 04 400

Tapeex   60 x 100